Så sluttede vores tid på utcc for real og eventyret på Ramabothibini hospital will begin.
Mandag startede på Ramathibodi School of Nursing som ligger liiiige ved siden af hospitalet. Denne morgen blev vi hentet i en bestilt og betalt van alle sammen. Ved ankomsten blev vi modtaget af vores kontaktperson her, Khem! Khem er en forholdsvis ung mand som er utrolig sød, høflig og hjælpsom. Han viste os op i det lokale vi skulle bruge vores første dag i- generelt er tendensen her i Thailand at der er meget varmt udenfor og indenfor hvor der er aircondition er der hundekoldt! Så her i det hundekolde lokale mødte vi professor Wantana Manersriwongul og nogle af de sygeplejersker som er knyttet til de forskellige afdelinger. Professor Wantana er en lille søde kvinde, med blomsterbluse og en meget lille stemme. Her fik vi en introduktion til hvordan sygehusvæsenet er sat sammen her i Thailand.
Er man registret thai borger har man ret til behandling på sygehuset ligemeget om man er fattig eller rig. Dog er de fattigste ikke altid klar over deres rettigheder og ofte bor de steder, hvor det er dyrt for dem at blive transporteret til det nærmeste sygehus. Er man ansat hos det offentlige er man bedst stillet i sundhedsystemet i forhold til behandling- her kan man vælge lige præcis det sygehus man vil. Hvis man ikke er offentlig ansat er man tilknyttet et bestemt sygehus, men hvis det er akut, fx. trafikuheld kan man blive behandlet på ethvert sygehus. Der findes ingen plejehjem her i Thailand, for kulturen er her at man bor, passer og har ansvar for hele sin familie.
Lige et sidespring - når man bliver gift her i Thailand har man lige pludselig ansvar for sin egen familie og sin partners familie. Derfor er det ikke særligt eftertragtet for de unge at blive gift tidligt! Så man er kærester så lang tid man kan trække den.
Tilbage til det med de ældre. Selvom der ikke findes plejehjem her nede, har man dog homecare (hjemmepleje). Homecare er kun noget som tilbydes hvis der ikke er noget familie bag eller hvis familien ikke længere kan påtage sig opgaven. Desuden bliver de i disse tilfælde ofres indlagt i korte perioder på sygehuset og caregiverne (familien) bliver oplært i det de nu kan blive oplært i. Det med at være caregiver over for sin familie, er ikke altid ligetil- for det er ofres et fuldtidsjob og derfor skal det være en datter eller søn som har muligheden for at forlade jobbet og stadig kunne klare sig.
Ramathibodi er et universitets/offentligt hospital, hvilket betyder at der også er rigtig mange studerende, som sygeplejersker og læger. Det er et stort hospital hvor der ca. er 8000 ansatte plus de studerende. Der er ca. 4400 sengepladser, 3-4 bygninger og i gennemsnittet får de 3000-7000 patienter igennem sygehuset om dagen.
Hvis man skal på sygehuset og det ikke er livstruende er der rigtig meget ventetid! Dette er en heldagsforstilling og man skal helst komme kl.6 om morgenen for så at vente i laaang tid på at lægen har tid til at tilse en.
Denne første dag skulle vi på ingen måde tænkte på mad eller drikke- vi blev vartet op i hoved og røv, med koldt vand, snacks i forskellige afskygninger konstant og lækker middagsmad. De havde nemlig erfaret fra de tidligere forløb, at vi danskere har en tendens til at spise mange små måltider og ikke kun tre store.
Efterfølgende denne første dag fik vi en spændende rundvisning på selve hospitalet, hvor vi fik kort fik set børneafdelingen, ortopædkirurg intensiv, hjælp til nybagte mødre som eksempelvis kunne have problemer med amning (slags sundhedsplejerske) og til sidst men ikke mindst en afdeling knyttet til homecare, hvor de sendte brugt (men stadig velfungerende) udstyr ud til de mest trængende som ikke har råd. Det er også her at homecare oplærer caregiveren i den nødvendige pleje og håndtering af udstyret, inden patienten bliver udskrevet.
Dagen sluttede først ved 16-tiden og her ville vi prøve en taxa hjem, for at se om det ikke er billigere end en van. Det viste sig at det sagtens kunne betale sig - endda til halv pris, hvis altså taxachaufføren sætter sit taxameter til. Her kan man nemlig komme i den klassiske turistfælde, hvis de ikke vil kører med taxameter- prutter man om prisen uden at have nogen fornemmelse af hvad det reelt vil koste. Hermed kan man nemt komme til at betale dobbelt pris i forhold til hvad det vil koste med taxameter- så bed altid om at kører med taxameter!
De transport muligheder der er her i Bangkok er henholdsvis van, taxa, knallerttaxa, tuk tuk, bus og i mindre grad skytrain og metro (undergrund). Det billigste er taxa og bus, dog er bussen ikke til at regne ud hvis man skal et længere stykke. Taxa bruges forholdvis ved lange afstande og tuk tuk som er lidt dyrere bruges kun til korte afstande.
I Bangkoks stræder og gader er der altid et mylder af mennesker, altid liv og glade dage. Ligeledes er trafikken og derfor er det ikke altid til at sige hvor lang tid det tager at komme fra a til b. Der er cirka 3-4 km hen til Ramathibodi fra Sarasinee (hvor vi bor) hvilket ville tage 5-10 min at kører i bil derhjemme, men nej her i Bangkok er al trafiktid uforudsigelig. Derfor kan denne strækning tage mellem 20 minutter til 1 time.
Da vi efter denne første dag på Ramathibodi var fyldt op med en masse nye indtryk og kom noget sent hjem- begav vi os lidt rundt i de små gader og stræder i vores område i modsat retning af hvad vi ellers plejer. Dette viste sig at ende ud i noget helt vildt lækkert mad (hot pot) og dermed har vi nu fundet vores indtilvidere yndlings lokale madsted, hvor servicen ligeledes er i tip top. Dermed en god afslutning på en god, men lang dag.
Alle dage skal vi generelt møde kl.8 til 15, og har en gang om ugen en studiedag, som næsten ligger fast hver fredag (dvs. forlænget weekend hver weekend). Dog har vi fået fortalt at det ikke er unormalt at nogle timer bliver aflyst og dermed flyttet til vores studiedag. Dette kan blive til en udfordring i forhold til at kunne få noget ud af weekenderne, hvis vi vil ud af Bangkok. Vores timer på hospitalet bliver en blanding af undervisningstimer- praktiske og teoretiske samt observation/praktiske ting på afdelingerne, hvor vi forhåbentlig får muligheden for at få noget i hænderne selv. Derudover er vores første uge og sidste uge sat af til at vi kommer på tur ud og ser andre sider af sundhedssystemet end bare hospitalet.
I tirsdags (d. 16 feb) var vi derfor afsted på tur ud og se det der hedder "Mercy Center", som startede op i 1993. Dette er en slags selvstændig frivillig organisation i den forstand at de penge de bruger får de ved at søge støtte hos forskellige fonde, hos regeringen samt fra sponsorpenge. Da vi ankom fik vi først en hurtig introduktion i hvad de står for, hvilke projekter de kører og ja hvad det er det hele går ud på. De kører på selve stedet en slags skole for de fattigste familiers børn i de nærliggende område, for de helt små. Derudover er centret også et hjem for børn som er hiv ramte. Her bliver de tilbudt en gratis behandling og et ophold på centret indtil de er omkring 18 år- så lærer børnene ramt af hiv om sygdoms følger og at det at have hiv ikke skal være et tabu. Dermed kommer deres sygdom forhåbentlig i en stabil tilstand og de får medicinen gratis, hvormed de vil kunne leve et forholdvis normalt liv. Dog har det vist sig at være et problem for de unge at tage medicinen i selskab med andre, for så dropper de at tage den i frygt for at blive set ned på.
I Thailand er der cirka 500.000 der er ramt af hiv. Kun cirka 200.000 ud af de 500.000 ramte er i behandling, og cirka 20.000 dør hvert år af hiv. Disse tal er højst sandsynligt højere end som så, da det kun er dem som lader sig registrer/indberettet der tæller med i denne statistik.
Generelt arbejder mercy centret indenfor mange områder, som nævnt; gratis skole, gratis ophold og behandling af de hiv ramte børn. Derudover hjælper de udsatte steder, hvor der eksempelvis har været naturkatastrofer eller lignende. De har en generelt målsætning om at stigmatiseringen i forhold til det at leve med hiv skal nedsættes, hvor de her informerer og uddanner ude på eksempelvis skoler samt kampagner. Desuden tager de ud på verdenskonferencer for at få ny viden indenfor feltet. Formodentlig flere gange om året laver de det de kalder "Heart to Heart", som er en familie Camp hvor de laver workshops og her har familierne ramt af hiv mulighed for at dele deres erfaringer og oplevelser med andre i samme båd. En enhed hvor mercy centret også er belejlige er indenfor home care- her giver det også en hjælpende hånd til de trængende.
Hvert år bliver kvindelige og mandlige sexarbejdere ramt af hiv, hvor disse udgør omkring 40% af alle nye tilfælde.
Her i Thailand er prostitution ikke lovligt. Men der findes rigtig mange steder hvor det er helt unge kvinder. Disse kvinder arbejder kun her fordi de er nødt til det, da de måske er de eneste forsørgere i familien.
Da dette har været og er et stort problem har mercy centret et kampagne hvor de var ude og snakke med disse kvinder og mænd i forhold til beskyttelse.
Onsdag (d.17 feb) gik turens udflugt til "Thai Traditional and Integrative Medicinen Hospital". Som det ligger i navnet er dette hospital et sted hvor du kan få alternativ medicinsk behandling. Her brugte de uddannede massører, akupunktur, medicin produceret af urter på deres laboratorie ud fra det traditionelle Thailand. Her behandlede de typisk diabetes, kræft samt stress og muskelspændinger. Efter præsentation, rundvisning og frokost- fik vi selv en omgang massage. Av med av på siger jeg bare- massagen blev afsluttet meden opvarmning af musklerne ved brug af en slags bold med urter inden i. Men bag efter var det nu meget godt!
Denne eftermiddag tog vi forbi siam center, som er utrolig stort og dyrt! Her var både HM og Sara mm.
Torsdag eftermiddag (d.18 feb) var der dømt forlænget weekend til og med mandag pga helligdag! Turen gik til ko tao (syd øst) - en meget lang tur i bus. 6 timer i bus midt om natten, 3-4 timers venten på havnen og efterfølgende få timer med færgen og trylle rylle rolle så befandt vi os på ko tao som er en ø på små 21 kvadratkilometer. Denne ø er et turistparadis- lige meget hvor du bevæger dig hen på øen er strandene utrolig smukke. En meget primitiv bungalow ente vi med at overnatte i, lige midt i "byen" så når nu man bare skal sove der er det da lige til at overkomme med sådan en fordamiagtig pris af 45kr per person per nat! Øen var fuld af liv, men på den gode måde hvor det ikke er for trængt. Første dag på øen gik med solbadning efter en meget lang transport tid var det tiltrængt. Weekend betyder at der er mulighed for at få sovet ud og dermed sove længe og det gjorde vi så på bedste vis. På anden dagen tog vi på scooter tur! Øen har ikke mange veje og dem som er, er enten meget små eller grusveje. Derfor var det oplagt at tage scooter rundt for at se øen fra andre vikler. Her kørte vi to og to- og ja det gik da fint- indtil at Line kørte ind i en klippe med mig bagpå- lidt skrammer slap vi med og turen fortsatte smertefrit! Vi fandt de smukkeste udkigspunkter og kørte på spændende snoede og stejle veje- men nej hvor var der bare smukt alle steder- dagen gik hurtigt!
Generelt her i Thailand ser man ofte "ladyboys", som ja er mænd som vil være kvinder og der er mange som gær det godt- så her på ko tao havde de ligefrem et drag Queen show som vi så og hold op det var meget imponerende og underholdende.
Lækker mad fandtes overalt så det var bare at vælge og vrage. Den sidste dag var vi på snorkle/dykker tur ud til nogle små øer som ligger lige ud for ko taos nordlige kyst- så utrolig smukt med farverige fisk og koraller. Mandag (d. 22 feb) gik turen så hjem med endnu en lang transporttid- i alt 11 timer... Men til Bangkok kom vi da igen, godt brugte og tanket op med sol og oplevelser!
I Thailand er det som i en blandet landhandel om de kan snakke engelsk eller ikke. Nogle har lært det i skolen andre har lært det igennem turismen. Og hvis ikke de formår at snakke eller forstå engelsk må man prøve sig med det bedste thai man har lært og bruge fagternes indernationale geniale styrke.
Nogle dage får jeg lige sådan et øjeblik hvor jeg tager mig selv i at tænke "what, jeg er virkelig her, i Thailand, for real" - til tider er det ikke til at forstå når man i lang tid har glædet sig og så er man her lige pludselig og ja har været det i efterhånden hele 3 uger. Det føles både som om jeg har været her i lang tid men samtidig føles det som om jeg liiige er kommet her ned.
Men 3 uger er gået og her tirsdag (d.23 feb) får jeg besøg af mor og Mathias som har fået lov til at være hos mig på Sarasinee og bliver her i Thailand i 10 dage! Hurra- det bliver så godt og hyggeligt!
Tirsdag betyder samtidig at vi for alvor begynder rigtigt på Ramathibodi hospital! Hvor mit hold (vi er delt op 4 og 4) starter på kirurgiske afsnit- så spændende!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar