Sider

lørdag den 12. marts 2016

Forskellige kirurgiske afdelinger for kvinder og fri weekend!

Frisk som en havørn (mere eller mindre ovenpå weekendens strabadser) har denne uge forgået på rigtig mange forskellige afdelinger sammen med en ny "kliniske vejleder" og nyt fokus hver dag. I forhold til mødetider har det været lidt af en luksus uge med mødetiden kl.9 og næsten hver dag tidligere fri end 15- så lige sådan en uge jeg kunne bruge efter en hård weekend! 

Første dag stod i blærens tegn- Urologisk afdeling/klinik som skulle vise sig at blive en meget kort dag. Vi blev mødt af en rar dame, som var virkelig dårlig til engelsk (det var rent sort snak der kom ud af hendes mund) og hun formåede heller ikke  at forstå engelsk! Vi blev ikke rigtig vist rundt og stod mest og gloede. Heldigvis for os var der en "frisk", sød mandlig patient som var virkelig god til engelsk og rigtig snaksaglig. Han har fløjet jumbojet (som pilot) meget og taget kurser mange steder i verden- eksempelvis Danmark og specielt Europa. Så han var et vældigt spændende menneske! 
Denne urologisk klinik er et sted hvor patienterne udelukkende kommer for at få lavet en fuldstændig undersøgelse af blærens funktion og dette er noget de gør inden de overhovedet ser en læge- så et besøg her er et slags første step i deres videre forløb. Altså betyder det ligeledes at der ikke er det vilde patientkontakt og ikke det vilde at lave i løbet af en hel dag- så ja vi fik fri kl. 11! Dette var nok meget godt for den følelse vi havde efterfølgende var, at vi lidt var blevet holdt for nar/været lidt til grin. Netop fordi vi observerede meget kort tid ud af de to timer og ellers bliv vi bare overladt til os selv! En meget mærkelig og skuffende oplevelse, som vi ikke fik noget ud af, da vi ikke kunne kommunikere med vejleder og alle var ret uengageret i os... 
Resten af dagen blev brugt på hygge og afslapning samt en ekstra lækker frokost (pizza)! 

Ovenstående er egentlig første gang at sprogbarrieren for alvor er kommet til udtryk. Det er egentlig ikke fordi de ikke lærer engelsk. I Thailand starter man med at lære engelsk helt nede i anden klasse- men problemet er bare at de ikke øver sig i at udtale det engelske og dermed selv gøre brug af sproget. I skolen lærer de at læse og skrive engelsk, hvilket de så er rigtig dygtige til. En anden grund til at det engelske sprog ikke bruges så meget her i Thailand, er fordi de oftes er for generte til at bruge deltog igen ja fordi de simpelthen ikke har lært at bruge det og sige det højt! Men generelt synes jeg ikke at sprogbarrieren har været noget problem hernede. 

Tirsdagens program blev en helt anden oplevelse og denne dag stod i det pre og post operative forløbs navn- hvilket lyder meget overordnet og uspecifikt i forhold til hvilke patienter man kan forvente at møde! Men denne dag viste sig at blive den bedste dag i ugens forløb. 
Vi blev mødt af den super søde og engageret kvinde, Jeerapee. Det startede godt ud med at hun ville have at vi skulle introducere os selv og så en masse snak frem og tilbage, hvor begge parter fik et meget større indblik i forskelle og ligheder! Aldrig har jeg mødt en så engageret vejleder hernede. Udover dette er Jerrapee virkelig god til engelsk! Så allerede her var forudsætningerne for at lære noget sat højt! 
Vi startede på den kirurgiske afdeling for kvinder, 5SE. Her mødte vi en kvinde, der havde fået opereret noget med tarmene og nu skulle hjem, så hun havde mange bekymringer i forhold til at hun nu selv skulle klare det videre forløb, hvilket var forståeligt! Videre hen til en observationsafdeling/opvågning for kvinder hvor vi mødte to kvinder. Den ene kvinde opereret for tumor i maven og havde dræn samt fik mad gennem IV- altså direkte i blodåren.
Den anden kvinde var blevet opereret for tarmslyng og viste sig at være uvirkelig god til engelsk og utrolig venligsindet! Hun var en berejst og aktiv kvinde i midt 60'erne som både havde været i Danmark, Skandinavien og Europa! Den generelle oplevelse af vores vejleder Jeerapee er at hun er 100% patientfokuseret og omsorgsfuld! Samtalen mellem Jeerapee og denne kvinde gjorde mig helt mundlam- det var virkelig så fascinerende - hele deres kropssprog og den måde det snakkede på, selvom de snakkede thai (som patienten sagde: undskyld, det går hurtigere når vi snakker thai)! Det var så vildt og ubeskrivelig at jeg ville have ønsket at jeg kunne have fået det på film- men istedet er det som evigt minde i mit hoved- så fantastisk!
Det er en ting jeg virkelig er blevet endnu bedre til: at aflæse kropssproget. For når man ikke kan forstå thai- selve sproget, er man automatisk mere fokuseret på det selve kropssproget og tonefaldet- ja det nonverbale i aktiv lytning! 
Den sidste afdeling vi besøgte denne dag var en privat del af hospitalet, også kirurgisk afdeling, plus med opvågning, 5NE. Sikke en dejlig ro og fred der fandtes her og med en-mandsstuer - nærmest helt dansk var det her! Her var en rar atmosfære, men den patient vi skulle se til, var  lige blevet opereret og sov da vi kom, så vi smuttede pænt hjem efter en oplevelsesrig dag. Denne dag var egentlig ren observation og vi var på ingen måde aktivt deltagende- men alligevel havde Jeerapee formodet at skabe en super spændende dag!!!! 

En meget mystik ting som jeg har lagt mærke til, er at mange her i Thailand har sådan en ting som ligner en læbepomade men bare med små huller i toppen. Denne ting stikker de op til næsen- ja nogen nærmest helt op i næsen! Jeg havde undret mig over det i meget lang tid og spurgte så pænt hvad den gjorde godt for? Hver næseting har en duft af eksempelvis mint elle lignede - og de bruger den bare til at få en dejlig duft i næsen. Efter at have været her et stykke tid nu, kan jeg virkelig godt sætte mig ind i hvorfor de bruger den, ja har ligefrem overvejet at købe en selv. For generelt lugter her ikke altid af roser-tværtimod! 

Onsdagen stod i sår plejen's tegn og jeg må sige at sår fik vi da i hvert fald set mere end rigeligt af! Sygeplejersken vi skulle følges med i dag var knap så god til engelsk og knap så god til at inddrage os- men lidt forsøgte hun da. Rygtet lød på at hun er den bedste sygeplejerske på hele hospitalet til sår- så hendes opgave var de værste sår og så lærer de øvrige på afdeling hvordan de skulle passe de her sår. Vi fik set mange forfærdelige tryksår, et kæmpe sår pga et amputeret ben (skyldes diabetes sår), sår pga amputerer tæer og ja det der med tryksår skal de vist øve sig noget mere i at forebygge! Generelt har de her i Thailand meget at lærer på sår-fronten! Selvom vi ikke er længere i uddannelsen end vi er, kunne vi godt se at alle sårene vi mødte denne dag var meget betændte og metoden til dette var vist ikke helt efter den danske bog- men er sikker på at de gjorde det bedste som de har lært det! Denne dag fik jeg i hvert fald stillet min sår-lyst i den grad- og ej hvor er det utroligt spændende og til tider ubehagelig fordi patienterne del er i store smerter! Manden med det amputeret ben, var en meget stærk og modig mand. Efter rensningen af såret spurgte vi (os danskere) hvor stærke hans smerte var på skalaen - før de rensede: 6-7 og imens de rensede: 8. Dog formodede manden at sove om natten, så mon ikke sygeplejerskerne gjorde deres bedste for at smertedække ham! 
Til nogle af tryksårene, de rigtig store, brugte hun en slags pulver fra USA. Pulveret skulle erstatte brugen af vakuum. Jeg ved ikke nok om behandlingen af store tryksår til at vurderer om vakuum er godt- altså det suger luften ud- men i min logik lyder det lidt forkert og har måske den modsatte effekt af det ønskede... 
Men ja overordnet en spændende dag! 

Hver dag, mange gange i løbet af en dag, ser jeg folk rende rundt i en gul (farven gul= mandag og betyder konge) t-shirt med lyseblå ærmer, hvor der står: "DAD - bike for dad". Er kommet frem til at det må være kongen de kalder "dad" (altså deres far). Her i Thailand er kongehuset alt og de tilbeder især kongen og dronningen. Dog er de begge ved at være godt oppe i årerne. Som jeg har forstået det har både dronningen og kongen lagt på et hospital i over 5 år nu! Grunden er den at de er gamle og ja når man kommer op i 80-90'er her i Thailand er man altså rigtig gammel og der medfølger de skavanker som der nu gør når man bliver gammel, ligesom for alle andre. 
Grunden til at de her i Thailand tilbeder kongen så højt, er fordi han gennem de over 50 år han har siddet på tronen altid hjælper de svageste og gør en masse gode ting, især de udsatte områder samt for naturen og miljøet osv! Som søn af kongen bliver det monster svært at overtage tronen- for folket vil altid huske netop den konge de har nu. De tror ikke på at der er en som kan blive ligeså god som ham. Men generelt er det en virkelig dårlig ide at snakke dårligt om kongefamilien her nede- for alle i Thailand elsker kongefamilien! 

Torsdag, ugedagens sidste "skoledag", stod i brystkræftens tegn. Her har jeg eller de andre for den sags skyld ingen som helt forudsætninger med hjemmefra- da ingen af os har været i kontakt eller inde i et forløb med den brystkræft ramte kvinde på hospitalet. Dog har vi den anatomiske baggrundsforståelse. 
Først fik vi lidt teoretisk snak og efterfølgende fik vi lov til at observerer en patient/pårørende undervisningssamtale med et fyldt rum. Her blev der fortalt om selve forløbet, med før, under og efter operationen! I forhold til sårpleje, så sættes der dræn i som leder blod og væske væk fra såret- dette har jeg læst mig til at man også nogle gange gør i dk! Dermed er der både sår fra drænet samt selve såret hvor brystet ikke længere er! I nogle tilfælde fjernes der også lymfekar under operationen, hvis der er mistanke om spredning af kræften. Det er nemlig gennem lymfekarerne at kræften kan spredes til resten af kroppen. 
Efter frokost skulle vi være med til sårpleje af en patient. Anne Marie og Nina ville gerne prøve- men dette viste sig at blive en ubehagelig oplevelse for dem. Hvis de sagde pænt nej tak til en del af proceduren, fordi de ikke havde prøvet det før, ignorerede hun det bare. Og i forhold til smitte og hygiejne var det heller ikke en køn oplevelse- men de gjorde det bedste de kunne og rettede lidt her og der- så de ikke havde udført noget de ikke mente var korrekt! Heldigvis for det da! 
Så havde vi lidt mere undervisning i forhold til selve operationen af brystfjernelsen. Og til sidst havde hun en patient som skulle opereres- her fik vi lov til at undersøge hendes bryst. Man kunne tydeligt mærke knuden hun havde i højre bryst! 

En ting jeg nok aldrig bliver træt af her i lejligheden på 12. etage er helt klart udsigten- dag og nat. Især natten er jeg vild med, hvor byen fuldstændig lyser op i alverdens farvestrålende farver. Her i weekenden var jeg endda så heldig at se lidt fyrværkeri, anledningen til dette er uvist- men mon ikke der var en grund til at fejre et eller andet (man kan altid finde grunde til at fejre). Desuden gør tagteressen virkelig en forskel. Her kan jeg virkelig totalt slappe af, afstresse og komme lidt væk fra byens altid travle liv. En aftensdukkert er næsten blevet en vane nu- skønt! 

Så blev det weekend og for mig stod denne weekend i totalt afslapningens tegn! Alle andre weekender har jeg været på farten, væk fra Bangkok. Så denne weekend følte jeg for at blive i Bangkok, selvom jeg så ville være alene tilbage. Havde også lige brug for lidt alene tid- for det er den måde jeg lader bedst op på! 
Så fredagen blev brugt på afslapning, serier, lidt praktisk og en aftensdukkert. 
Lørdag tog jeg så på tempeleventyr. Når jeg skal alene ud i verden, spørger jeg altid i receptionen for de er altid så venlige og utrolig hjælpsomme! Hun synes at Jehovas skulle stige på bus 117, stige af et sted der hed noget med k, gå ned til "havnen" (en lille en ved den store flod) og hoppe på den båd med det orange flag og stige af ved nr. 9- så det gjorde jeg da! Det var en vildt god oplevelse- følte mig mega lokal! Vi er ellers blevet rådet til ikke at tage bussen og sådan, for det er for beskidt og varmt- men jeg synes nu det var utrolig hyggeligt! 
Det med følelsen af at være en af de lokale forsvandt hurtigt igen da jeg stod af ved havn nr.9- totalt midtby! Så her var jeg turist igen. Jeg havde egentlig ikke besluttet mig for hvilke templer jeg ville se- men da jeg kom frem kaldte "Grand Palace" mest på mig! Så Grand Palace det blev. Det er det største, smukkeste(?), dyreste og det tempel hvor der er aller flest turister! Men synes det var det værd- så her fik jeg det meste af dagen til at gå! Hjemturen forgik dog på den mest turister måde: i taxa! 
Aftensmaden i denne weekend har jeg (måske lidt dovent) nydt nede i hotellets nye ude restaurant- hvor maden simpelthen bare er god! (Og det er så nemt bare lige at tage elevatoren ned og wup så er der mad). 
Søndagen bruges på det en rigtig søndag skal bruges på- søndagshygge og ikke så meget andet! 

Her i morgen starter min gruppe i den medicinske del af praktikken - så det er spændende hvad de næste tre uger kommer til at byde på når nu det ikke er kirurgisk længere, men medicinsk! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar